George Armstrong Custer blev født den 5. december 1839 som søn af en smed. Hans familie var fattig og som tiårig, var han nødt til at bo hos sin tante, som kunne forsørge ham. I skolen mødte Custer sin fremtidige kone Elizabeth Bacon, som var datter af en dommer. Custer udførte forskellinge jobs for hendes familie, men fik aldrig tilladelse til at komme ind i deres hus.

Custer ville gerne være sagfører, men hans familie havde ikke råd til, at betale hans uddannelse, så han blev soldat istedet. Han blev optaget på militærakedemiet West Point, men han var ikke den smarteste officersaspirant de havde set, han bestod officerseksamen som nr. 34 ud af 34.

Efter West Point tjente han som officer under general B. McClellan og var i kamp under den amerikanske borgerkrig: i august 1861 ved Bull Run, i september ved Antietam og i juni 1863 deltog han i slaget ved Gettysburg.
Det viste sig at Custer var en fremragende leder af kavalleriet og han blev som 23 årig udnævnt til brigadegeneral, og fik commandoen over Michigan Brigaden.

Custer fik hurtigt ry for sin fremturende fremtoning. Hans påklædning på slagmarken bestod af en uniform i sort fløjl med guldsnore, elegant halssløjfe og en hvid hat. Han påstod selv, at grunden til hans påklædning udelukkende var, at hans mænd altid kunne genkende ham på slagmarken.

I august 1864 slog Custers Brigade sig sammen med General Philip Sheridan i afslutningen på slaget om Shenandoah dalen. General Sheridan ledte herefter 40.000 nordstatssoldater og gik i kamp mod de føderale tropper ledet af Jubal Early. I starten så det ud til at Jubal Earl skulle trække det længste strå, men Sheridans hær fik endelig overtaget. og ødelagte og nedbrændte alt hvor de kom frem, og den 19. oktober 1864 havde Nordstatshæren kontrollen over Shenandoah dalen.

George Custer satte ikke sit lys under nogen skæppe. Han udtalte selv " Jeg udfordrer krigshistorikerne, til at finde et mere geneialt og succesfuldt gennemført slag, end kavalleriets deltagelse i slaget ved Gettysburg". Det lykkedes ham også at få overtalt journalister til at dele hans syn på hans egen ledelse. En journalist fra the New York Times sammenlignede således Custers dømmekraft med Napoleons.

Den 1. april 1865 angreb George Custer,Philip Sheridan og William Sherman de føderale tropper ved Five Forks. De føderale tropper som blev ledet af Generalmajor George Pickett blev løbet over ende, og Robert E. Lee besluttede at forlade Richmond og præsident Jefferson Davis, hans familie og regeringsembedsmænd måtte flygte fra byen.

Ved borgerkrigens afslutning blev Custer dekoreret for 5 specielt tapre gerninger under krigen. Han selv var kun blevet såret en gang i krigen, men 11 af hans heste var blevet dræbt under ham.

I januar 1866 da krigen var ovre og Custer var tilbage i normal militærtjeneste bar han hans tidligere rang af kaptajn. I juli samme år blev han dog udnævt til Oberstløjtnant og en æresrant af Generalmajor og var herefter næstkommanderende i det nydannede 7'ende kavalleri. Han blev udstationeret i Fort Riley i Kansas, og brugte vinteren 1866-67 på at forberede hans kavalleri på kampene imod indianerne.

George Custer blev ved at opføre sig irrationelt. I juli 1867 havde han tvunget sine mænd på en march langs the Republican River, hvor 15 mænd deserterede. Han var rasende og beordrede en gruppe soldater til at finde desertørerne, og bringe dem tilbage, døde. Kort efter forlod han selv sin post, for at være sammen med sin kone en dags tid.
Denne forseelse var dråben der fik bægeret til at flyde over. Custer blev arresteret og anklaget for at nægte at adlyde ordrer, dessertering, for ikke at have været i stand til at forfølge fjendtlige indianere og til sidst for at beordre hans officerer til at skyde desertørerne.
Custer blev dømt skyldig og blev suspenderet i et år uden løn.

General Philip Sheridan genindkaldte Custer til militæret igen. Den 27. november 1868 udførte Custers deling en massakre på Cheyennernes by ved bredden at Washita River. Chief Black Kettle og alle blev udryddet. Custer påstod at han og hans mænd havde dræbt 103 krigere. Men hovedparten at de dræbte var kvinder og børn.
Denne massakre skabte røre i amerika, da Cheyenne indianerne på dette tidspunkt ikke var i krig mod amerika. General Harney udtrykte" Jeg har båret mit lands uniform i 55 år, og jeg ved at Chief Black Kettle var en lige så god allieret af amerika, som jeg selv er".

En af Custers egne mænd, kaptajn Frederick Benteen kritiserede også Custers opførsel under massakren. Han var hovedsaglig oprørt over at Custer havde sendt Major Joel Elliot, og 18 af hans mænd efter dlygtende Cheyenne indianere. Disse soldater var faldet i baghold og blevet dræbt af krigere fra nabostammer. Benteen mente at Custer havde svigtet disse soldater og at Custer var skyld i deres død. General Sheridan benægtede disse påstande og roste Custer for hans effektivitet under angrebet.

I august 1873 stod Custer for beskyttelsen af mænd fra jernbaneselskabet. Disse mænd blev angrebet af en gruppe Sioux indianere på krigsstien, ved udmundingen at Tongue River. To af jernbaneselskabets mænd blev dræbt.
En indianerspejder Charley Reynolds fortalte Custer at Rain in the Face havde ledt angrebet. Custer red ind i Standing Rock reservatet og arresterede Rain in the Face. Han tilstod angrebet, men det lykkedes ham at flygte inden han blev stillet for retten.

I 1873 deltog Custer i General David Stanley's Yellowstone ekspedition. Han overtog senere dette år ledelsen af Fort Abraham Lincoln ved Missouri floden.
I 1874 ledte Custer en ekspedition inde i th Black Hills i Dakota. Han skrev samme år,en bog om ekspeditionen " My life on the Plains".

I marts 1876 skulle Custer vidne for kongressen i en sag om bedrageri på indkanerkontorerne. Custers vidneudsagn ødelagde det gode ry William Belknap havde som tidligere krigsminister. Dette ophidsede præsident Ulysses Grant så meget, at han omgående fratog Custer hans kommando. Men efter protester fra mange fremtrædende officerer i hæren, trak præsident Grant sin degradering tilbage, og Custer kunne vende tilbage som leder at det 7'ende kavalleri.

Indianerne var ved at gøre oprør mod den hvide mands indtrængen i deres landområder, og den 17. juni 1876 havde 1500 Sioux- og Cheyenneindianere slået sig sammen i kampen mod de indtrængende. Den hvide mand blev her præsenteret af General Custer og hans ca. 1.000 mand store hær, forstærket af 300 Crow- og Shoshoneindianere.. Slaget ved Rosebud Creek varede i over 6 timer, inden indianerne måtte trække sig tilbage. Dette var første gang at indianerne havde forenet sig i så stort antal, for at kæmpe sammen.

Den 22. juni red Custer med en hær på 655 rundt i området for, at lokalisere de indianere der havde deltaget i slaget ved Rosebud Creek.Tre dage senere fik Custer øje på en stor gruppering af Sioux- og Cheyenneindianere. Indianerlejren var over 20 kilometer væk og selv med kikkerten, var det svært for Custer, at se hvor mange indianerkrigere der var i lejren.

I stedet for at vente på resten af hæren, ledet af General Alfred Terry, besluttede Custer at handle med det samme. Han delte han hær op i 3 bataljoner som skulle angribe indianerlejren fra 3 sider. En bataljon anført af kaptajn Frederick Benteen skulle angribe venstre om lejren. En bataljon anført af Major Marcus Reno skulle angribe fra flodsiden, ved Little Big Horn River.

Major Reno's bataljon var den første der angreb lejren. Da opdagede at lejren var langt større, end han havde forestillet sig, trak han sig tilbage til den anden side af Little Big Horn River, hvor kaptajn Benteens bataljon sluttede sig til dem.

Custers mænd red mod nord, på østsiden af Little Big Horn River. Sioux- og Cheyenneindianerne så Custer's mænd og stormede ud af lejren for at angribe. Custer blev tvunget til at flygte ind mellem klipperne mod øst. Dette viste sig at være et baghold, da omkring 4.000 krigere angreb og udslettede bataljonen. Ved det berømte slag ved Little Big Horn blev Custer og alle hans 231 mænd dræbt, heriblandt hans 2 brødreTom og Boston Custer, hans svoger James Calhoun og hans nevø Autie Reed.

Soldaterne under ledelse af Reno og Benteen var stadig under angreb og 47 af deres soldater blev dræbt, før General Alfred Terry og hans hær kom til undsætning. Det blev senere påstået, at Custer blev dræbt af hans gamle fjende Rain in the Face, men dette kunne dog ikke bevises.

General Philip Sheridan konkluderede efter det tabte slag, at George Custer havde begået flere alvorlige fejl under slaget. For det første at soldaterne denne dag havde redet over 100 kilometer og var for trætte til at slås, for det andet at Custer alene havde planlagt ud fra, at indianerne ville flygte, og ikke ud fra at indianerne ville angribe, som de jo gjorde., for det tredje begik Custer en kæmpefejl ved at opdele det 7'ende kavalleri. og sidst og ikke mindst, angreb Custer og hans mænd, den nok største samling indianerkrigere, der nogensinde havde været samlet på det amerikanske kontinent.

Præsident Ulysses Grant var enig med General Sheridan og mente at Custers manøvrer var skyld i en helt unødvendig massakre af amerikanske soldater.

På trods af kritikken fik George Armstrong Custer en helts begravelse på West Point.