Harvey Logan

02.09.1875 -09.07.1904

Harvey Logan (Kid Curry) blev født i Tama County i Iowa i 1875, den præcise dato er ikke helt fastslået. Han blev opfostret hos en tante i byen Dobson i Missouri. Herfra flyttede han til Wyoming. Han arbejdede på en ranch, indtil han i fuldskab kom i klammeri med Pike Landusky, som han dræbte.

Harvey Logan flygtede til ”hullet” (the Robers’ Roost) i Utah og blev medlem af the Wild Bunch. I denne gruppe kunne man ud over bandelederen Butch Cassidy finde Sundance Kid, Ben Kilpatrick,William Carver, Laura Bullion, Elza Lay og Bob Meeks

Bandenavnet ”the Wild Bunch” (den vilde bande) var lidt vildledende, da lederen af banden Butch Cassidy satte en ære i, at han og hans mænd ikke gjorde skade på mennesker under deres røverier. Bandemedlemmerne fik besked på at skyde på hestene, i stedet for på menneskerne. Mens lovhåndhæverne jagtede banden, pralede han stolt med, at han aldrig havde dræbt en mand.

Navnet the Wild Bunch kom faktisk fra den ”vilde” måde de slyngede om sig med penge efter et vellykket røveri.

Den 2. juni 1899 deltog Butch Cassidy, George ”flatnose”  Curry, Harvey Logan og Elza Lay i det succesfulde togrøveri mod Union Pacific ved Wilcox i Wyoming. De flygtede med udbyttet omkring 30.000$ til New Mexico. Den 27. maj 1900 dræbte Harvey Logan sherif Jesse M. Tyler som hævn, fordi sheriffen havde dræbt George Curry den 17. april 1900.

Harvey Logan var med da Butch Cassidy, the Sundance Kid og William Carver den 29. august 1900 begik togrøveri mod Union Pacific linjen i Wyoming, og da de den 19. september 1900 røvede the First National Bank i Nevada som gav et udbytte på 32.640$. Året efter røvede banden the Great Northern linjen i Montana, hvilket gav et udbytte på 65.000$.

Harvey Logan er beskyldt for at dræbe Jim Winter som hævn for drabet på hans bror Johnny Logan. Harvey flygtede til Knoxville i Tennessee, hvor han blev arresteret den 15. december 1901. Det lykkedes ham at flygte fra fængslet i Knoxville den 27. juni 1903.

Den 9. juli 1904 blev han dræbt ved Glenwood Springs.